Dans i det pædagogiske arbejde

Uddrag af min speciale
Dans i det pædagogiske arbejde

Indledning

Jeg mener at dans er vigtigt for både børn og voksne. Desuden mener jeg at dans er vigtig for børnenes udvikling. Det er vigtigt for den kropslig udvikling, den motoriske udvikling, forbedring af koncentrationsevnen, sproglig udvikling,  kendskab til rum, psykologisk udvikling, kendskab til egne grænser og kendskab til egne følelser. Alt dette er forbundet. Man får man skabt et bedre fællesskab med andre, da dansen er med til at skabe et fælles sammenhold.

Jeg har netop valgt at skrive om dans, bl.a. fordi det er min interesse og fordi jeg mener at dansen, engang i fremtiden, kan indføres som et redskab i det pædagogiske arbejde, ikke kun i insti-tutionerne, men også i skolevæsenet. Det bliver svært at få indført i Danmark, da dette er meget fremmed for dansk kultur, det findes f.eks. ikke på skoleskemaet.

Grunden til at jeg netop har valgt dans, er fordi jeg mener, at det er ret vigtigt for børn at beskæftige sig med krop og sind. Jeg mener at kroppen og dansen hænger sammen og sammen er det med til at danne ens personlighed. Her har man mulighed for at styrke børnenes egen selvtillid og kropsholdning.

Det er også ret vigtigt for:

  • mulighed for at se på eget liv, ved at improvisere og kigge på sig selv
  • følelser
  • udtrykke det som man ikke kan beskrive i ord
  • ændring af kropsholdning
  • frigørelse af energi
  • styrke koncentrations evnen
  • motorisk udvikling

 

Jeg mener, at dansen kan bruges som et værktøj inden for den pædagogiske verden til børn og voksne. Børn og voksne kan lære meget om, hvad kroppen kan bruges til. Her har man mulighed for, at fjerne de hæmninger man har i vores samfund i dag. Derudover kan dansen i sig selv være en stor hjælp for alle mennesker. Med dansen kan man f.eks., udtrykke glæde, sorg, vrede m.m. Via dansen får man stimuleret ens egne fantasier. Det er også vigtigt, at man ikke sætter grænser for sin krop. Her får man sat i gang i alle ens kropslige sanser.

 

Min baggrund for at beskæftige mig med dans

 

I slutningen af 1990’erne begyndte jeg at arbejde på Gentofte Legestue, hvor jeg lavede mit første danse projekt. På da værende tidspunkt havde jeg ingen erfaringer inden for dans, andet end at jeg altid har elsket at danse. Dette projekt var vellykket, i betragtning af jeg ingen forud­­­­­­­kundskaber havde. Jeg lavede en koreografi til pigerne i BH-klasse, grunden var at jeg havde en førstehånds indtryk af at drenge ikke ville synes om at deltage i dans og måske ville synes at det var for tøset.

 

I starten af 1994 tog jeg på Oure Idrætshøjskole, Danselinien, hvor jeg opholdt mig ½ år. Jeg vendte tilbage til Gentofte Legestue, hvor jeg lavede mit andet danseprojekt. Denne gang havde jeg fået så meget input omkring teknik og opvarmningsøvelser, at ikke rigtigt tænkte mig om. Jeg tvang nærmest børnene til at deltage i dans (set med min erfaring i dag). Jeg lavede en koreografi og denne gang havde jeg piger og drenge fra 1. klasse med på holdet. Det resulterede med at drengene nærmest flygtede og pigerne blev og endte med at lave en opvisning, som var ganske flot.

 

Set med mine øjne i dag har jeg åbenbart forsøgt at påføre mine egne drømme på børnene. I stedet for at tage udgangspunkt i børnene og se hvor de lå niveaumæssigt, for at kunne føre et vellykket danseprojekt. I september 1994 startede jeg med at danse på Danseværkstedet, Meinnumsgade, Nørrebro,  og holdt op medio ’95. Både Oure Idrætshøjskole og Danseværkstedet har været med til at udvikle mig, i den retning jeg er ved at tage. Det er bl.a. her jeg er blevet inspireret til, at dansen skal have den mulighed for at blive integreret inden for institutions- og skole-regi.

 

I 90’erne ser jeg ikke mange børn, der får traditionel danse­un­dervisning. Om ikke andet har jeg ikke rigtigt bemærket det, og derfor var det, at jeg fik lysten til at be­s­­­­­­­kæftige mig med dans før jeg startede på seminariet. Jeg lagde også mærke til, at man­ge drenge ikke rigtigt turde stille sig frem og danse, måske p.g.a. bemærkninger, som f.eks. “at dans er kun for tøser” eller “alle drenge som danser er bøsser”. Det­te blev bekræftet både på Oure Idrætshøjskolen og på Bananrepublikken.

 

På idræts­højskolen havde jeg en diskussion med nogle drenge, om hvorfor de skulle drikke sig fulde, før de turde gå ud og danse med en pige?, svaret var: “At man ikke kunne lade være med at drik­ke sig mod til for at danse ordentligt”. På Bananrepublikken lagde jeg mærke til, at mændene der fik “Sal­sa” undervisning var meget opmærksom på, om folk kiggede på dem, et eller andet sted var de meget hæmmede og gav ikke efter, og det har vist sig, at det tog dem rigtigt lang tid at slippe kroppen fri, for at kunne bevæge sig. Derfor vil jeg meget gerne bruge dansen, i min pæda­gogiske arbejde, jeg mener at dansen er utroligt vigtigt for vores krop og sjæl.

 

Hvad er dans?

 

Antropologiske studier har vist at mennesket har brugt dansen som en vigtigt del af deres kultur igennem århundreder. Den dag i dag er der stadig stammer og samfund, som ikke har ændret dette element i deres kultur og stadig bruger dansen i deres sociale liv. F.eks. er der danse som skal byde solen velkommen og danse for natten og for månen. Der findes danse, hvor guderne skal lokkes til at overtage danserens krop og på den måde blive en del af samfundet; og der er danse, der skal berolige vulkanernes og jordskælvenes vrede guder eller stoppe tørken og bringe regn. (Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.16) Dans er noget man ofte bevæger sig til i forbindselse med musik. Man danser i dag på diskotekerne for at more sig, man slipper sig dog først løs når man har fået noget at drik­ke – så tør man bevæge sig, uden at være bange for hvad andre mener, når man danser.

 

Meningen med dansen er at prøve at skabe oplevelse og selvvirksomhed, at øge lysten til at lære, udfolde fantasien, opøve enten til selvstændig stillingtagen og udvikle sig i tillid til sig selv og fællesskabets muligheder. (Bevægelse og udtryk, skrevet af: Inga Mortensen & Birgit Trier Frederiksen, Gjellerup 1976, s.7)

 

Dans/bevægelse er noget af det mest naturligt der findes hos os mennesker; lige så naturligt som det er at trække vejret. Alt det vi gør til hverdag er bevægelser som sagtens kan relateres til dans. Dansen er en livsstyring der absolut skal ud af kroppen. Den føles som en energi der både kan overføres til andre mennesker og modtages af dem, som ser på. (Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.10) For at give et eks. fra min egen erfaring: Jeg lavede en koreografi til et aktivitets projekt, hvor jeg syntes at dansen var i orden, i hvert fald kunne den vises til medstuderende og undervisere. Mens jeg dansede kunne jeg mærke mine medstuderendes og undervisernes energi – de sugede til sig. Det havde den effekt, at jeg gav mig endnu mere hen og følte at min energi, som strømmede ud af min krop, blev stærkere. Herved blev det til glæde, ikke kun for mig selv, men også for dem der så på.

 

Dans i sig selv er et sprog, igennem dansen kan man udtrykke det non‑verbale sprog, som danser, som tilskuer kan man fortolke selve dansen, og som regel vil fortolkning være i nær­heden af det, som danseren prøver at udtrykke. Som Robert Cohan (R.C.) nævner i sin bog “Danse Work­shop”: “Dans udtrykker ting, der skal “læses mellem linjerne”, ting der er umulige at udtrykke i ord”. (Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.10)

 

Dans er ikke kun bevægelse af mennesker. For som R.C. nævner i sin bog “Danse Workshop”: “Naturen er fuld af aktiviteter, som man kan kalde dans. Fotografiske optagelser viser, at selv planter bevæger sig på en yndefuld, rytmisk og koordineret måde. Ikke nok med at de svajer for vinden og hænger i regnen, de bevæger sig i dagens løb aktivt i retning af solen. De bevæger sig for at befrugte sig selv eller for at sprede frø. Nogle planter bevæger sig endda i langsomme spira­ler af endnu uopklarede grunde.” (Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.14) Det samme gælder også i dyrenes verden, hvor nogle dyr danser for at markere deres territorier, for at tiltrække opmærksomhed og gøre kur til hunnen, m.m. Hvis vi som mennesker nyder godt af at se og opleve naturen, som den er skabt, og deres dans og bevægelse er så naturligt, hvad med os? Har vi glemt at danse og bevæge os, som vi mennesker gjorde dengang det var naturligt? Er dansen gået tabt?

 

Delkonklusion

 

Hvad er så dans? Dans er en form for bevægelse, der er blevet bearbejdet ud fra improvisationer. Man kan danse til musik eller dansen kan få et andet perspektiv uden musik. Dans er ydermere en kommunikationsform mellem deltagere og betragterne.

 

 

“Modern Dance’s” historie.

 

Grunden til at jeg skriver noget om “Modern Dance’s” historie er fordi at jeg gerne vil have at man som læser af denne opgave får et indblik i, hvordan dans har udviklet sig igennem tiderne og vise at det er på baggrund af disse dansere, min dans har udviklet sig. Det er også herfra min inspiration og ideer til dans oprindeligt stammer fra.

 

Dans har eksisteret i mange århundreder, hvor den f.eks. blev brugt meget til ritualler i tidernes morgen. I dag er den blevet udviklet til kunst mange steder i verdenen, og få steder som f.eks. i England bruges dansen som terapiform. Derfor vil jeg nævne nogle få betydningsfulde mennesker og begreber som har haft indflydelse på dansens udvikling.

 

“Modern Dance” stammer oprindelig fra den klassiske ballet, der igen stammede fra renæssance tiden i Italien, hvor dans var et glædeligt indslag ved det italienske hof. Dansen var, sammen med musikken og sangen, en del af underholdningen, som dengang blev kaldt for “Hofdans”. Med tiden udvikledes trinene og dansen blev til en kunst at udføre, derfra kommer navnet “Ballet”. I Frankrig dansede man disse hofdanse, (Kong Charles den 8. indførte traditionen) og under Kong Ludvig den 14. kom der endnu flere danse til, af dem blev der skabt nogle af de ballet positioner som danserne kender til i dag. Derfra bredte dansen sig ud til resten af Europa og derfor er fransk balletens sprog. (Den lille balletbog, skrevet af: Flemming Ryberg, Gyldendalske Boghandel 1994, s.10)

 

Balleten har igennem tiden haft store kunstnere, der satte deres præg på den klassiske ballet, som f.eks. Marie Taglioni (1804‑1884), som havde en fysisk fordel, lange arme, og netop ved at fremhæve dette tilføjede hun en ny poesi til dansekunsten. En anden var Carlotta Grissi  ­(1819-‑1899), der kunne danse meget hurtigt, og derved udvidede fodarbejdet til det man kender i dag inden for dansens verden. Det er næsten ligesom sport, hvor sportsfolk prøver at sætte nye rekorder, det samme gælder for danserne, man prøver på at udvikle nye og bedre teknikker. ­­­(Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.20)

 

Så er der kunstneren, der satte et stor præg på dansens historie inden for balleten og banede vejen for “Modern Dance”. Isadora Duncan (1878‑1927), det var hende der vendte op og ned på begrebet “dans”, fordi hun mente, at den klassiske ballet var for struktureret, derfor kastede hun victorianismens korsetter og sko bort. Grunden til at hun startede denne ny stil var at hun havde brug for at udtrykke noget andet med sin krop. Derfor måtte hun opfinde nye teknikker, som var anderledes i forhold til den klassiske ballet. Dette var starten på en stor omvæltning inden for klassisk ballet, som aldrig blev det samme igen i den vestlige verden. (Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.20)

 

Siden da kom der andre dansere til, som havde meget indflydelse på “Modern Dance” , som f.­eks. Emile Jaques-Dalcroze (1865-1950), som oprindelig var musikpædagog. Han anvendte bevægelsen som middel i hans musikundervisning. Rudolf von Laban (1879‑1958), der var tjekkisk danser og bevægelsespædagog, hvis analysemetode anvendes inden for dans og gymnastik i dag. Som Inga Mortensen og Birgit Trier Frederiksen beskriver i deres bog “Bevægelse og udtryk”, at “… Labans filosofi, pædagogik og menneskeholdning harmonerer med stort set alle uddannelsesaspekter, der præger moderne pædagogik.”, Laban har fire grundlæggende bevægelsesfaktorer: “Rum, tid, tyngde og flow”. (Bevægelse og udtryk, Inga Mortensen & Birgit Trier Frederiksen, Gyldendalske Boghandel 1976, s.23) Amerikaneren Martha Graham (1894-­­1991), elev på Ruth St Denis og Ted Shawn’s skole i L.A. Hun var medlem af The Denishawn Company, som hun se-nere hen trak sig ud af. Martha Graham skabte en teknik, der betyder meget for al ny dans, nemlig “Contraction og release”, og fra 1940’erne blev hendes ar-bejde påvirket meget interesse for C.G. Jungs holdninger, som bliver beskrevet senere hen (se side15). ­­­(Ballet bogen, bind 1 & 2, skrevet af: Erik Aschen-green & Ole Nørlyng, Gyldendalske Boghandel 1992, s.503)

 

En af de personer, der havde indflydelse på bevægelses området var Rudolf Steiner (1861-­19­25), som var en østrigsk filosof og okkultist, der brugte eurytmi i sit pædagogiske arbejde. Euryt­mi er en form for kunstart, der bruges som udtryksmiddel i bevægelsen, i forbindelse med rummet og mennesket. (Psykologisk – pædagogisk ordbog, af: Mogens Hansen, Poul Thomsen, og Ole Varming, Gyldendalske Boghandel 1993, s.100 & 371) Astrid Gøssel (1891-1975), som oprindelig var uddannet pianist, men senere hen tilegnede sig arbejde som pædagog. Hun skabte et pædagogisk system til udvikling af bevægelse hos mennesket. Disse systemer, har her i Danmark, haft en stor indflydelse på de nutidige udviklinger og det rytmiske pædagogarbejde. (Psykologisk – pædagogisk ordbog, af: Mogens Hansen, Poul Thomsen, og Ole Varming, Gyldendalske Boghandel 1993, s.145 og Bogen om Gøssel –en bevægelsesform –en pædagogik en arbejdsmetode, redigeret af: Inger Barker Jørgensen og Sven Møller Kristensen, Gyldendalske Boghandel 1981, s.7)

 

I “Modern Dance” forbereder teknikken danseren til koreografiens krav. Man arbejder koncentreret med egen krop så danseren lærer, hvor bevægelsen kommer fra og senere hen kan bruge erfaring til at udtrykke sig så naturligt som muligt i dansen. Bortset fra de grundlæggende regler om, hvordan man placerer kroppen og bruger sine arme og ben for at ikke skade sig selv, er der ganske få regler og dog ingen regler omkring stil og form, da man som danser helst skal have sit eget formsprog. (Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.22)

 

Delkonklusion

 

Jeg mener ikke det er nødvendigt at skabe noget helt nyt. Men som man kan se ud fra det histo­riske, har de forskellige personer haft indflydelse både inden for dans og bevægelse. Disse personer er blevet inspireret af hinanden og har i og for sig sammen skabt “Modern Dance”, der altid vil være i udvikling. D.v.s. at den der beskæftiger sig med dans ikke behøver at skabe noget helt nyt, men kan lægge noget til og give egen personlig præg til dansen. Det er det jeg vil med dansen, inden for det pædagogiske arbejde.

 

Dansens betydning for mennesket

 

Dans er en af de mest naturlig ting der findes i os mennesker, og vi har brugt denne som ud­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­tryksform igennem tiderne. Vi har brugt den til at give udtryk for glæde, intime følelser, forberedelse af krige og til meget andet. I dag ser vi dansen brugt i forbindelse med kunst, det vil sige i forbindelse med udførelse af “Klassik Ballet” og “Moderne Dans”, eller vi benytter os af dansen i forbindelse med fester og diskoteker.

 

Vi plejer at bevæge os, når vi er opstemte eller kede af det. Som regel er bevægelsen anderledes i forhold til den stemning vi er i. Når man har lyst til at danse må man også feste. En bevægelse er relateret til en bestemt følelse, hvilket betyder, at man begynder at danse, når man er ked af det, når man er opstemt og har lyst til at feste. Selv spædbørn hopper og gynger til musik, før de overhovedet har lært at gå ordentligt. Dansen er med til at træne både krop og sjæl, og man har mulighed for, via dansen, at blive et med sin krop. Som R.C. nævner i sin bog “Danse Workshop”: “Ydermere udvikler dansen ens indre disciplin og følsomhed over for andre, og man bliver opmærksom på sine egne følelser ‑ alt dette er en værdifuld styrke i dagligdagen”. (Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.10) I “Modern Dance” findes der ganske få regler, derfor har man mulighed for at bryde de regler og komme med andre ideer. Som Rhea Leman beskriver i bogen “Dansens tid”: “De fysiske muligheder er uden grænser fordi alle dele af kroppen bruges og udforskes”. (Dansens tid – HUG!38, redaktion: Claus Clausen ”ansvarshavende”, Tiderne skifter August 1983 (HUG!), 8. årgang, nr. 38, s.21)

 

Når man træner som danser, betyder det ikke at man får store muskler. Men man kan ændre sin skikkelse fuldstændig ved at træne, og for at opnå dette må man træne hver dag. Dansebevægelserne er med til at opbygge musklerne så de bliver længere dette kalder man for “excentrisk muskelaktivitet”, desuden skal man også finde en balance og styrke musklerne ved “koncentrisk muskelaktivitet”, samtidig med dette opbygges en udholdenhed. Dansetræningen giver mulighed for at arbejde med sig selv på en meget speciel måde. Man koncentrerer sig utroligt meget om egne bevægelser og om koordinationen af disse. Som R.C. nævner i sin bog “Danse Work­­­­shop”: “…. når dette til sidst går op i en højere enhed, vil følelsen af at have udført en præsta­tion give en enorm tilfredsstillelse”.( Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.12) Derudover er det godt for ens kropsholdning, da man selv er med til at ændre og ombygge egen skikkelse.

 

Vi mennesker er skabt til at bevæge os. Vi er slet ikke skabt til at sidde ned i den samme stilling over længere tid, vores koncentration formindskes nemlig, da trangen til at bevæge og strække lemmerne forøges. Bevægelser er lige så nødvendige som mad og drikke, for at holde gang i kroppen og sjælen. R.C. nævner i sin bog “Danse Workshop” at: “Kredsløb og stofskifte udføres i vidt omfang af muskelbevægelser. Musklernes sammentrækning er både med til at pumpe blodet tilbage til hjertet og bevæge lymfen rundt i kroppen”. (Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.12) Man opdager pludseligt, at selv om man er træt fysisk efter dansetræningen, føler man sig alligevel frisk og selvtilfreds med egen krop. Man føler også at man kan tænke mere klart. Samtidig vil man føle sig roligere og mere koncentreret, end man var før.

 

Når man træner hver dag medfører dette en større bevidsthed omkring selvet og derved egne følelser, man forøger koncentrations-, hukommelses- og logikevnen, man ændrer sin kropsbevidsthed (både som barn og voksen, se bilag 1), og man oplever at man ændrer vaner og måden man bevæger sig og ånder på. Mens man ændrer kroppens bevægelser vil man støde ind i følelser man troede man havde kontrol over. Man må derfor overbevise sig selv om, at det man er igang med er utrolig godt for ens eget selværd. Igennem træningen bliver man således et med Jeg’et og indser, at kroppen blot er et stykke værktøj som man kan udtrykke følelser med – de følelser, som man ofte har brug for at få ud af kroppen på en mere progressiv måde. (Politikens Danse Workshop, skrevet af: Robert Cohan, Politikens forlag 1986, s.14) Det er dog ikke meningen, at børn skal have de samme følelser og oplevelser som en professionel danser, men de skal vide at kroppen også kan bruges til meget andet end lige netop kun at male, løbe, lege krig, m.m. Alt hvad børn foretager sig til hverdag er i grunden bevægelser, og disse bevægelser kan sagtens bruges. Dans er jo bevægelse. Dans er en utrolig god måde at få rørt sig på og samtidig er det også sjovt. Man kommer til at føle at man frigører en hel del energi, der får en til at danse af bare glæde, men man kan også bruge dansen til at afreagere, hvis man er vred eller ked af det. Dette er med til, at barnet kan komme af med den negative energi, det evt. måtte bære på, på en kreativ og konstruktiv måde.

 

“Dans kan også være utroligt godt som terapi, f.eks. i England bliver dansen brugt til dette formål. Dans/bevægelse og interessen for kropsoplevelsen har rødder, der går langt tilbage i dybdepsykologien. Jung blev på et tidligt tidspunkt interesseret i affekternes rolle som brobyggere mellem kroppen og psyken, og han foretog derfor omhyggelige observationer af ubevidste motoriske fænomener. Under arbejdet med alvorligt regredierede patienter udforskede han og fandt til sidst frem til betydningen af deres symptomatiske kropssprog. I 1916 skrev Jung en artikel, hvori han fremførte, at ekspressive kropsbevægelser er en af talrige måder, hvorpå det ubevidste kan gives form. I en beskrivelse af denne teknik, som han senere kaldte aktiv imagination, skrev han, at dette kunne gøres på en lang række måder, bl.a. gennem dans, arbejde med maleri, tegning, ler og en hvilken som helst anden kunstnerisk teknik. Men der skulle gå endnu længere tid, før de kreative kunstterapier opstod og vandt anerkendelse blandt psykoterapeuter”. (Dansenterapi og Dybdepsykologi – fantasi i bevægelse, skrevet af: Joan Chodorow, Hans Reitzels Forlag 1991, s.7) Dette er blot et eksempel på, hvad dans også kan bruges til. I forbindelse med dans som terapi. Jeg vil gerne fortælle om min egen erfaring som jeg fik under mit Aktivitets projekt på seminariet. Jeg havde lavet en koreografi som jeg ikke var helt tilfreds med, fordi jeg syntes at energien manglede, derfor kontaktede jeg Ann Crosset (A.C.) for at hun skulle komme og hjælpe mig med finpudsningen. Eftersom hun kender mig i forvejen, fik hun mig til at indrømme at min kore­ografi handlede meget om mine egne føleleser, jeg var i gang med at arbejde på da værende tidspunkt. Jeg kunne ikke selv se det og jeg kunne heller ikke sætte ord på, hvad min koreografi handlede om. Som A.C. sagde: “Du har ingen forbindelse/kontakt mellem dine følelser og dansen”. Så vi begyndte at gennemgå koreografien trin for trin, jeg skulle sætte ord på hvert trin og forklare det. Derfra ville hun hjælpe mig på vej, så jeg fik en bedre kontakt mellem mine følelser og selve dansen. For som A.C. selv siger: “Hvis man begrænser sine bevægelser, så lukker man af for andre sanser. Personligheden findes i hele kroppen og dansen befrier”.

 

Delkonklusion

 

Jeg mener ikke at børn skal dyrke dansen på samme niveau som en profesionel danser, men de skal stifte bekendtskab med den, for selv om de ikke kommer til at træne hver dag, kan dansen alligevel give børnene en glæde og fornøjelse. Børn vil alligevel få en hel del ud af det. Og et godt udgangspunkt for at træne børnene i dans er helt klart ved at indføre legen som improvisation, og som det mest vigtige skal man som formidler tage udgangspunkt i børnene. Det er ikke nødvendigt at ende med et færdig produkt, det vigtigtste er at børnene har fået et nyt perspektiv omkring dansen og glæde. Da børnene allerede ved 6-7 års alderen er fuldt udviklet, kan dansen være med til at styrke deres motorik og sanser. Børn skal lære, hvad dans er og kan bruges til, at det ikke er alle der er klar over, at kroppen er et stykke værktøj, som skal plejes og bruges. Jeg mener, at hvis man ikke plejer og bruger kroppen vil man hæmme sig i forbindelse med at udtrykke sig selv. Man opfatter måske aldrig, at det at bevæge sig og danse har en energi og glæde som man ikke kun kan give sig selv, men også dele med andre.

image002
Min model viser hvad barnet får af at danse.

 

Hvorfor dans i institutions- og skole-regi?

 

Efter jeg har været i Malmö og interviewe Gunnel Erlander (G.E.), som er dansekonsulent, fandt jeg ud af, at der i Sverige findes dans i de fleste institutioner og skoler, mængden og graden svinger fra kommune til kommune. Nogle kommuner har kun dans som privat undervisning for de 4-6 årige, andre kommuner tilbyder dans i “förskolan” (børnehaven & børnehave klasse), andre både i “förskolan” og 1. klasse, med dans indlagt i skoleskemaet. Mange kommuner har dans som tilvalgsfag på frivillig basis. Se Solnamodellen side 23, det er et eks. på “Solna Kommune”, som har valgt at indrage dansen i skoleskemaet. I denne kommune har man haft dans i samarbejde med danseskolerne siden 1974. (Dans i skolan – En metodikskrift från Danshögskolan, skrevet af: Rektor Lena Malmsjö, Schmidts boktryckeri AB, Helsingborg 1991, s.6-11)G.E. fortalte i interviewet, at dansen stadig var noget nyt i det pædagogsike arbejde, da dette kun har eksisteret i ca. 4-5 år. Hun mener også at dans er meget vigtigt for børn og at de kan lære at bruge kroppen til at udtrykke sig. Hun pointerer at man må lære børn, hvor vigtigt dans kan være for krop og sjæl.

 

Som før nævnt er dans noget naturligt og oprindeligt for mennesket. Barnet lærer i sin almene udvikling som det første at udtrykke sig kropsligt – at bevæge sig. I dansen tager man udgangspunkt i barnets behov for leg og bevægelse. Dansen er en non-verbal udtryksform, hvor dansen er selve sproget. Her har man mulighed for at udtrykke egne tanker og oplevelser via dansen og når dansen er koreograferet er dansen en kunstform. Barnet udtrykker sig direkte igennem egne bevægelser og i selve dansen har man sit eget udtryk, man er sin egen dans. Man er i stand til at udtrykke egne tanker, oplevelser og følelser på en alternativ måde og bliver personligt udviklet. Danse er også en god socialiserings kilde, der kan bringe sammenhold og fysisk/psykisk kontakt ind i f.eks. omsorgssvigtede børns liv (De bliver nødt til at røre, heppe og udtrykke sig over for hinanden) (Dans i skolan – En metodikskrift från Danshögskolan, skrevet af: Rektor Lena Malmsjö, Schmidts boktryckeri AB, Helsingborg 1991, s.6)

Matematisk og sproglig indlæring er en vigtigt del, at dansen – hvis dansen var en del af undervisningen f.eks. gymnastik kunne de børn der har vanskeligt ved at lære få en ekstra chance. Yder­mere ville de få styrket deres selvtillid og lysten til at springe ud i nye udfordringer, ville blive større. Urolige børn, der ikke kan side stille og koncentrere sig i undervisnings situationer ville være i stand til at brænde meget energi af ved hjælp af dansen og derved opnå en bedre koncentrations evne. (Dans i skolan – En metodikskrift från Danshögskolan, skrevet af: Rektor Lena Malmsjö, Schmidts boktryckeri AB, Helsingborg 1991, s.6)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                            

 image004

 Soldamodellen 1988-89 (Venligst se litteraturliste 18, s.11)

 

 

Via dansen får man trænet sine sanse motoriske færdigheder, bliver bedre til at måle afstande og bliver idet hele taget styrket i al motorik. Barnet kan altså komme til at bevæge sig med mere selvtillid og livsmod og samtidig få plads til den indlæring, der skal finde sted i de tidlige skole år, for at få opbygget en brugbart fundament.

 

Grundstenene er allerede blevet lagt for dans i institutions- og skole-regi. I 60’erne var en kreativitetsbølge, som var med til at styrke de musiske fagområder i skolen, så­vel som inden for andre uddannelsesformer. De personlighedsudviklende aspekter i forskelli­ge uddannelsers formålsformuleringer har styrket de kreative fags placering, og der­med også mu­ligheden for en pædagogisk anvendelse af dans. (Bevælgelse og udtryk, skrevet af: Inga Mortensen & Birgit Trier Frederiksen, Gjellerup 1976, s.10)

 

A.C. udtalte sig engang: “Hvis man begrænser sine bevægelser, så luk­ker man af for andre sanser. Personlighe­den findes i hele kroppen, og dansen befrier.” (19) Så hvor­for be­­grænse børnenes personlighed, når der er mulighed for at styrke deres person­lighed, og der­ved opnå en stærkere selv­tillid hos det enkelte barn. Ved at indføre dansen – eller blot have et tilbud til børnene, så kunne man udnytte deres bevægelsesmæssige potentiale og styrke dem i alle deres færdigheder.

 

Jeg havde interviews med bl.a. dansere som Susanne Frederiksen (S.F), Morten Hansen (M.H.) fra “Den opsøgende Ballet” og Sheila de Val (S.V) fra “UPPERCUT” som har et tæt samarbejde med Lis Askov Madsen (L.A.M.) som er underviser på Gladsaxeseminarium,  hvor L.A.M. arbejder sammen med S.V. med nogle projekter, hvorfra L.A.M. lærer en hel del, til brug i sit pædagogiske arbejde inde på seminariet, da hun bruger dette i sin drama undervisning.

 

Udfra interviews, har det vist sig, at det ikke er kun mig der gerne vil intergrere dansen ind i institutions- og skole-regi. Det har vist sig at der findes en del barrierer og fordomme inden for de områder. Ikke kun i institutions- og skole-regi, men også hos lærerne, Undervisnings- og Kulturministeriet. Som dansere forsøger man at lave danseprojekter og introduktion af dansen i institutioner og skoler. F.eks. M.H. der har “Den opsøgende Ballet”, hvor han går ud og laver foredrag/lecture-demonstrationer, workshops og til feature-uger under overskrifter som Eventyr. S.V. og L.A.M. laver også nogle projekter i skolerne, som det seneste på Frederikssundsskolen, hvor de havde en hel uge og S.F. har fået lov til at prøve et år på Råmandsgade skole på Nørrebro, dans er indført i skoleskemaet på forsøgs basis. Men dette er kun begyndelsen for her i Danmark er det utrolig nyt og et pionær område at prøve at integrere dansen både i institutions- og skole-regi. Dertil blev der nævnt at det kan være svært i starten at få integreret dansen i institutions- og skole-regi, nogle af grundene kunne bl.a. være, at man havde nogle fordomme og forudindtagelser i forhold til dansen.

 

Som M.H. sagde: “Grunden til at det er svært at få dansen integreret i de danske institutioner og skolevæsen hænger nok sammen med de asociationer man gør sig med dansen hører mere under balletten. Men man skal undgå at give indtryk af, at ballet er for bøsser eller at det er noget fimset noget.” For at citere L.A.M.: “… man skal ikke give drenge lov til at sige: “at dans ikke er noget for dem” Man kan f.eks. tage noget musik som unge hører. Ved at forsøge at tilrettelægge undervisning hos drengene kan man derved opnå at fange interessen hos drenge. Jeg interviewede to drenge engang, hvor de sagde: “at de var facinerede over, hvordan man kunne bruge kroppen” Men fordomme vil også altid være hos lærerne” Et andet kommentar var fra S.F., hvor hun sagde: “Mange drenge, fædre eller mandlige idrætslære har en forudfattet mening om hvad dans er. De mener at dansen er noget fimset noget, alt for feminin – også seksuelt. Det interessante i andre samfund er, at her er det mændene der danser, man ser ikke så meget kvinderne, så man skal fundere hvad dans er?”

 

Da jeg spurgte L.A.M., hvordan dansen kan bruges i det pædagogiske arbejdet?, fortalte hun: “Efter min mening skal det have et vis formål i sig selv. Til enhver tid kan man begrunde at det er godt for børn. Men man skal fastholde at dans har en værdi i sig selv, bare det at være med til at danse og opleve hvad det er, hvad der sker med en når man danser. Man bliver glad, energisk, man bruger sin krop til at udtrykke m.m., man må ikke overse det dansen kan bringe en. F.eks. i Norge har man brugt så meget krudt på at fortælle hvorfor drama er godt for børnene, og glemte at faget har sin egen værdi.” Et andet eks. var fra S.F. som sagde at: “Fumlefumlere kan lære meget af dansen. For at tage et andet eks., HIP-HOP er noget de fleste børn kan finde ud af, derfor er det her man skal tage udgangspunkt fra. Da børn vil føle sig mere sikker og vil blomstre op ved at improvisere denne form for dans.”

 

Der er delte meninger om erfaring, fleste af dem jeg har interviewed sagde, at man selvfølgelig skal have en smule erfaring, man behøver ikke være profesionel, men man skal have en vis indsigt. Man skal vide hvad dans er for noget og man skal have engagement for at kunne formidle dansen videre i en undervisningssituation.

 

En god måde at indrage børnene i dans er som S.V. sagde: “Når man underviser børn skal man ikke bruge for megen teknik, men bruge noget mere improvisation eller det skal være relevant i forhold til deres hverdag og musikken skal helst være instrumental. Man skal tage udgangspunkt på børnenes præmisser.”

 

Delkonklusion

 

Som G.E. og jeg talte, at hvis man arbejder med et objekt, har man den mulighed for at relatere sig til objektet, det er det samme når man skal relatere sig til dem man danser med, med rummet “space”, derved vil man føle en helhed med alt omkring en selv. Der er mærkværdigt, at i Danmark endnu ikke har indset dansens væsentlighed i forhold til det pædagogiske arbejde. Hos vores nordiske naboer – Sverige, Norge og Finland har man allerede dansepædagoger og dans i institutions- og skole-regi.

 

Det har det vist sig at man i Undervisnings- og Kulturministeriet ikke kan blive enige om, hvor­dan man skal speceficere dansen – om det er kunst og ikke andet, eller om det sagtens kan bruges i det pædagogiske arbejde. Dette er en debat som stadig kører, specielt fordi Under­visningsministeriet mener at dans ikke er deres område, dette hører under Kulturministeriet, da dansere er kunstnere. Er dans kunst eller undervisning? Som M.H. sagde: “At det kunne være spændende på at sætte nogle definitioner på, hvad dans er? Hvis man lavede en form for definition på, hvad er dans?, hvordan kan man tilegne sig det? og hvad er pædagogikken omkring dan­sen?”

Home

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.